Spejderarbejde handler om at lære børn at føle ansvar for sig selv, hinanden og naturen. Gennem spejderarbejdet vil vi gerne lære børnene, at danne deres egen mening i et demokratisk samfund. Vi vil gerne lære dem respekt for andre kulturer og for hinanden. Som spejder lærer du at bidrage aktivt i samfundet og tage ansvar. Både på vores ugentlige møder og årlige lejre flytter vi unges grænser, så de igennem læring får et fundament i eget liv. Allerede som 13 årig er det muligt at komme med på ungdomskurser. Rækken af ungdomskurser starter med Roland 1 og slutter med ULK for 21 årige og Gilwell for voksne.
- På Roland 1 kommer du med i en patrulje af spejdere fra hele landet. Efter en uges træning er I en lille elite-enhed af spejdere med styr på lejrliv og et fantastisk sammenhold. Du vil opdage, at der er mange spejdere som dig i hele landet.
Der er nogle, der siger, at spejderånden findes i sin reneste form på et Roland 1 kursus. Du sover i telt, laver mad over bål og tager på løb sammen med din patrulje. Inden længe kan du binde tyve-knob med lukkede øjne og lede din patrulje igennem alt slags terræn.
Det er nemt at finde nye venner på et spejderkursus, for alle er en del af noget større. Den stab, som laver kurset, har selv været på Roland engang. Nu afholder de kurset, samtidig med at de giver deres færdigheder videre.
Kurset er for spejdere mellem 13 og 15 år. Det afholdes flere steder i landet, og ligger som regel i sommerferien eller i påsken.
- På Roland 2 får du en dybere indsigt i, hvordan spejdermetoden fungerer. Du lærer nogle af de tricks, din leder kender, og du får en masse viden om både mennesker og planlægning.
Mens du lærer andre spejdere at kende, lærer du måske også noget om dig selv?
Kurset er både teoretisk og praktisk, og du vil opleve, hvad frihed under ansvar betyder, når du planlægger patruljedøgn og klarer dig uden hjælp fra ledere.
Når du har været på Roland 2, kan du stå for møder og ture for din patrulje. Du lærer at stå foran andre og instruere, og du bliver klar til at tage et større ansvar i din patrulje og i din hverdag.
Kurset er for spejdere mellem 14 og 16 år. Meget af kurset foregår indendørs, og det afholdes som regel i påsken eller efterårsferien. - Diamant er et praktisk kursus, som Roland 1, men meget mere udfordrende. Du lærer at håndtere pressede situationer, og når du bliver presset, lærer du dig selv og din patrulje bedre at kende.
På Diamant kan alt ske. Det bliver større, vildere og vådere end du er vant til, og hvert Diamant-kursus er forskelligt, så vær beredt på lidt af hvert! På kurset har du en super kompetent stab, der guider dig igennem de fysiske udfordringer og din personlige udvikling.
Du kommer hjem fra Diamant med ømme fødder, nye venner og følelsen af at kunne dobbelt så meget, som da du tog afsted.
Diamant er for spejdere mellem 15 og 17 år. Det foregår udenfor i påsken eller i efterårsferien. Afprøv dig selv i nye situationer, hold hovedet koldt og mød spejdere fra hele Danmark. Husk på: Diamanter skabes under pres. - Diamant Extrem er for spejdere, der har gennemført Diamant og trænger til at få brudt endnu flere grænser. Ligesom på Diamant, klarer du dig kun, hvis du arbejder sammen med andre og holder hovedet koldt.
Staben vil presse dig på alle tænkelige måder, og du lærer hvad og hvor meget du kan bidrage med i pressede situationer. På kurset vil du arbejde sammen med andre i grupper, der ikke nødvendigvis ligner den klassiske patrulje og du vil få indsigt i hvordan både du og andre reagerer i forskellige situationer.
Diamant Extrem er hovedsageligt et fysisk udendørs kursus, hvor fokus ligger på individuel læring og hvor man lærer at forstå sig selv bedre.
Kurset er for spejdere mellem 18 og 20 år, og foregår som regel i efterårsferien.På ULK “UngdomsLederKursus” møder spejderne moderne ledelsesværktøjer på et højt niveau. ULK skaber dygtige ledere ved at udvikle deltagernes selverkendelse og udfordre dem på andet end fysik.
ULK bliver betragtet som et meget krævende kursus – til trods for, at man sover indenfor og får maden serveret.
Deltagerne er med til at forme kurset, og efter kurset har du lært at elske dine konflikter og hade “plejer”. På kurset vil du også møde formidling, feedback, anerkendende tilgang og mange flere emner, som vil gøre dig til en bedre leder.
Kurset er en blanding af teori og praksis for spejdere mellem 17 og 21 år. - Gilwell er for dig, der har lyst til at lave en positiv forandring i dit liv med afsæt i, hvad det gode liv er for netop dig. Kurset er for den erfarne leder, som har deltaget i korpsets øvrige lederuddannelse eller tilsvarende.
Omdrejningspunktet for kurset er, at den enkelte deltager lærer sig selv at kende. Du får både teori og konkrete redskaber, der kan hjælpe dig. På Gilwell er det et vigtigt element, at vi arbejder efter spejdermetoden. Derfor fylder patruljelivet, og det at den enkelte deltager udvikler sig med støtte fra patruljen rigtig meget. Tag på Gilwell, hvis du har lyst til at gøre en forskel i dit eget liv. Hvis du vil (gen-)opleve livet i patruljen, lugte af røg fra det bål, hvor du og patruljen lavede lækker mad, havde dybe samtaler og stillede store spørgsmål, samt hvis du har lyst til en “mental rystetur”.
På Gilwell får du redskaber og støtte til at forme din egen Gilwelludfordring gennem modeller og teorier, værktøjer, samtaler med din patrulje og dine tutorer samt refleksion. Du formulerer et personligt udviklingsmål, planlægger dit læringsforløb, gennemfører det og evaluerer det i samarbejde med en vejleder og de andre deltagere.