Ofte stillede spørgsmål

Bliver dit spørgsmål ikke besvaret her, er du altid velkommen til at kontakte os.

Hvad laver man som spejder?
Alt, eller næsten i hvet fald… Som spejder har du mulighed for at kaste sig ud rigtig mange forskellige aktiviteter, kun fantasien sætter rammerne. Der er dog fokus på at være ude i naturen, og når vejret tillader det, er vi udendørs. Aktiviteterne sættes ofte ind i en temaramme som f.eks.”natur”, “Robin Hood”, “højt at flyve” og mange flere. Spejderne kan selv foreslå deres ledere aktiviteter, hvis der er noget, de har specielt lyst til at lave. Eksempler på aktiviteter er: bygge pinsvinehuler, lave faldskærme, der skal bære et æg ned uden det flækker, pionering af tårne i rafter, mad over bål, vandreture og meget mere.

Hvad sker der på lejre og weekendture?
Det er på lejre og i weekenderne, at spejderlivet rigtig leves, du kommer ud i naturen, hvor du bor i hytte eller telt sammen med mange andre. Vi laver større og sjovere aktiviteter end dem, der er tid til på de ugentlige møder. Vi laver selv mad og meget gerne over bål om sommeren. Endelig har vi fællesskabet ved lejrbålet, som er en spejdertradition, især de store lejrbål på landslejrene med 10.000 spejdere er en stor oplevelse.

Hvor tit tager man på tur?
Der er typisk en til to weekend-arrangementer i løbet af et ½ år, det kan både være en hel weekend i en spejderhytte eller det kan være et endags-arrangement. Mindst en gang om året tager hele gruppen på en fælles weekend, gruppeweekenden, hvor alle medlemmer kan deltage.
Om sommeren er der sommerlejr, det er en tur der varer tre dage til en uge, og som ofte foregår på et spejdercenter et sted i Danmark. Jo ældre man er, jo længere varer en sommerlejr (dog maksimum en uge). Spørg lederne i den pågældende enhed, hvilke planer der konkret er for lejre og weekender.

Hvad koster det at være medlem?
Prisen for at være medlem afhænger af, hvilken aldersgruppe du hører til, dvs. om du er hos haletudserne, bæverne, ulvene, troppen eller seniorerne. Du kan se alle kontingentbeløb under den enkelte enhed.

Hvor holdes spejdermøderne henne?
BispebjergSpejderne holder møder tre forskellige steder. Hvor mødet afholdes afhænger af, hvilken aldersgruppe du tilhører. Du kan se under aldersgruppernes/enhedernes egne sider, hvor de holder møde henne. Det altid en god ide at kontakte lederen på forhånd for at sikre sig, hvor mødet afholdes, hvis du deltager første gang eller er i tvivl.
Du kan også læse om de forskellige mødesteder, og hvor de ligger henne her.

Hvordan får man en uniform?
Du køber man selv din uniform, det er nemmest at gøre det via BispebjergSpejdernes spejdershop. En uniform i alle størrelser op til 16 år koster 325 kr (pris pr. maj 2008). Hvis du kun vil prøve spejderlivet af, eller ikke er så gammel, er der nogle gange mulighed for at leje en uniform. Spørg lederne, hvad mulighederne konkret er, da det afhænger af hvor mange andre, der lejer på samme tidspunkt.

Hvad så når jeg vokser ud af min uniform?
Når du bliver for stor til din uniform opfordrer vi dig til at donere uniformen til BispebjergSpejderne, så den kan lejes ud til andre, der overvejer at blive spejder. Vi kan ikke købe uniformen, men de penge, der kommer ind på leje af uniformer, går til at afholde aktiviteter før børnene hos BispebjergSpejderne.